Take me back to New York

Lige nu, i disse dage, er "de nye" på min, ja jeg kalder den stadig min, efterskole i New York. Jeg kan ikke beskrive, hvor underligt og misundelsesværdigt det er, at se billeder derovre fra. For et år siden var det mig, og jeg var der med de bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det var mit livs hidtil vildeste og bedste oplevelse. Det var så vildt, det hele. Så stort. Det var som på film. Alle cafeer og butikkerne, trafikken, de gule taxaer, den smukke skyline, Friheds Gudinden, alle avenue og street-skiltene... Det hele var så fantastisk, og jeg savner det så ufattelig meget. Der er noget magisk over den by. Noget jeg ikke rigtigt kan sætte ord på. New York er min drømmeby, og der er ikke noget, jeg hellere vil end at komme tilbage. Jeg vil så gerne leve mit liv der, udleve mine drøm, være i mit es, for det ved jeg, at jeg kun kan være der. Det er én ting, som jeg er absolut hundrede procent sikker på omkring min fremtid. Det er dér den skal foregå. Det er der jeg skal bo, i min fine lille lejlighed tæt på broadway. Jeg er så tørstig efter at komme afsted, at det simpelthen er helt forfærdeligt. Jeg kan ikke vente. Jeg kan ikke overskue at skulle vente så mange år, jeg vil afsted nu..
At se dem som nu går på efterskolen være der ovre og opleve alt det vi oplevede, får mig sådan til at tænke tilbage og mindes alle vores oplevelser i New York. Mindes alle andre gode oplevelser. Det hele. Jeg savner det. At suse fra den ene butik til den anden, råbe "taxiii", få varmen med et kram og en kop kakao fra Starbucks, se aller smukkeste New York City oppe fra Empire State Building. Det var virkelig den bedste ferie, og den var aldrig blevet så god, hvis det ikke var for alle de fantastiske mennesker, jeg var afsted med. Hvor jeg dog savner dem.